Den største af spanielracerne er på én gang en rolig og afbalanceret familie- og selskabshund. Der er en energisk jagthund der skal have afløb for sin trang til aktivitet. Den er trofast og hengiven i familien, venlig og overbærende sammen med børn. Den er vagtsom, men omgængelig overfor fremmede og i forhold til andre hunde.

Den behøver motion og nyder i fulde drag, at få lov til at bevæge sig frit. Den har desuden brug for opgaver, som stimulerer den mentalt og for et godt socialt liv med nær kontakt til familien.

Som jagtbrugshund søger den over store område, rejser vildtet og apporterer efter skuddet. Men den tager ikke stand som settere, som den ellers danne baggrund for. Den er meget glad for vand. Generelt holder den relativt god kontakt med sin fører.

Pelsen er tætliggende, glat og robust uden at være grov. Den beskytter godt mod al slags vejr og er mindre pleje krævende end visse andre spanielracer, da behængene er moderate. Den behøver kun en grundig ugentlig gennembørstning og lejlighedsvis vask/klip og trim.

Racen er gammel – muligvis den ældste af alle jagthunde. Den blev oprindeligt brugt til at finde vildtet og jage det op under jagt med net, falke eller mynder. I hjemlandet er racen i dag opsplittet i en type, som udelukkende anvendes til jagt og en type, der er familie-selskabs- og udstillingshund. Også her i landet kan man møde de to typer. Udseendemæssigt er der desuden en stor forskel på hunde med amerikansk og engelsk baggrund – dog langtfra så udbredt som hos Amerikansk og Cocker Spaniel.

Fra “Politikens Hundeleksikon”